Danskerne er optagede af sundhed, og det er efterhånden blevet hverdagskost for de
fleste at tænke over ernæring, motion og søvn. Men flere og flere har også fået øjnene op
for spa- og wellness-behandlinger som en nøgle til at opnå synlige og vedvarende
resultater, og som en mulighed for at få personlig sparring om sundhed.
Broccoli og blomkålsris er ikke længere tilstrækkeligt til at opretholde den sunde livsstil. Et
generelt godt velbefindende kræver også et afslappet sind. Mange vælger i stigende grad at
gøre en aktiv indsats for at opnå den indre ro, det kræver at leve et sundt liv. De nordjyske spasteder
har gennem de seneste tre år oplevet en mærkbar stigning i besøgstal:
”Generelt er der en tendens til, at spa og wellness bliver mere og mere tilgængeligt. Der er
mere fokus på velvære og selvpleje i samfundet i dag, og vi har haft megen vækst de seneste
år, også i lavsæsonen,” siger Brian Fabricius fra Hotel Viking.
Personlig sparring til sund livsstil
Gæsterne på spa-stederne nyder de afstressende behandlinger og bruger eksperterne som
sparringspartnere til at forlænge effekten. Mange af gæsterne går op i, at behandlingerne giver
et synligt resultat, og de vil gerne vide, hvad de kan gøre for at vedligeholde det derhjemme.
”Vores behandlere er enormt dygtige og ved også meget om ernæring og kost. Vi oplever, at
gæsterne stiller mange spørgsmål og bruger behandlerne som sparringspartnere, som kan give
kyndig vejledning og service,” fortæller direktør Finn Taul fra Læsø Kur.
Mange bruger et spa-ophold som en mulighed for at koble af fra hverdagen. Gæsterne vælger
ofte lange behandlinger som kropsmassage og specialbehandlinger, der går i dybden med
afspænding af hele kroppen.
”Der er stor efterspørgsel på behandlernes specialviden. Vores erfaring er, at de besøgende
både stiller spørgsmål til ingredienserne i de produkter, vi anvender, og søger gode råd om
stresshåndtering i hverdagen”, siger Peter Christian Jensen fra Ruths Hotel.
Velvære uden kompromis
Når tiden endelig er fundet til at genfinde roen og tilbringe tiden sammen med dem, man holder
af, søger gæsterne også ægte velvære. De nordjyske spa- og wellness-steder oplever, at
gæsterne bruger flere penge på behandlinger. Men selvom behandlingerne prioriteres i fortsat
højere grad, handler sundhed og velvære generelt om en helhedsoplevelse.
”Vores erfaring er, at når først folk har afsat tid til et wellnessophold, prioriterer de hele pakken
og vælger både behandlinger, champagne og gode oplevelser. Det handler for gæsterne om at
trække stikket ud, og når de endelig har tiden til det, udnytter de det også,” siger aktivitetschef
Sofie Stenild fra Romulus i Skallerup Seaside Resort.
Fakta:
Hotel Viking, Ruths Hotel, Læsø Kur og Romulus i Skallerup Seaside Resort er fire spa- og
wellness-steder med hver deres særlige profil. De er dog fælles om at tilbyde høj kvalitet,
personlig service og udsøgte oplevelser tæt på hav, strand og frisk luft.
Yderligere oplysninger:
Sophie Stenild, aktivitetschef, Romulus, Skallerup Seaside Resort, tlf.nr.: 9924 8348
Finn Taul, direktør, Læsø Kur, tlf.nr.: 2235 3523
Brian Fabricius, direktør, Hotel Viking, tlf.nr.: 9846 1700
Peter Christian Jensen, direktør, Ruths Hotel, tlf.nr.: 9621 0255