Skallerup Seaside Resort kan til trods for endnu et ekstraordinært corona-år se tilbage på en sæson, der bød på rekordoverskud, store nyheder og en høj belægningsprocent. Det får nu Skallerup til at rette blikket mod 2022, som kommer til at byde på nye, store investeringer i resortets oplevelsesudbud.
2021 blev endnu et begivenhedsrigt år for den danske turismebranche. Det samme gør sig gældende hos Skallerup Seaside Resort, som i begyndelsen af året atter måtte bede gæsterne om at finde mundbind og coronapas frem og lukke ned for feriecenterets indendørs aktiviteter i årets første måneder. Tiden blev imidlertid udnyttet til at sætte skub i renoveringsprojekter, nybyg samt etablering af nye aktiviteter – herunder intet mindre end Danmarksnyheden Black Light minigolf, som hurtigt er blevet tilløbsstykke.
- Det var ikke uden sved på panden, at vi tog hul på 2021, som stadig i høj grad stod i coronaens tegn. Derfor glæder det mig også, at vi nu kan se tilbage på en sæson, hvor vi både kunne præsentere store nyheder og opretholde et højt momentum af nye gæster såvel som loyale gengangere, som har sikret et solidt økonomisk fundament for Skallerups videre udvikling, fortæller Jørgen Høll, der er direktør hos Skallerup Seaside Resort.
Skallerup Seaside Resort kommer ud af 2021 med et resultat før skat på 13,04 mio. kr., hvilket tegner sig for det største overskud i feriecenterets historie. Omsætningen steg i samme periode med knap 23 procent fra 72,9 mio. kr. i 2020 til 89,5 mio. kr. i 2021. Regnskabet viser desuden, at hjælpepakker har bidraget til fastholdelse af medarbejdere samt nødvendige faste omkostninger under nedlukningen med omkring 16 mio. kr.
- Vi er fra bestyrelsens side tilfredse med udviklingen i forretningen det seneste år, som endte med at blive endnu en usædvanlig sæson for den danske turismebranche med lav sigtbarhed. Årets resultat skaber grobund for en langsigtet positiv udvikling samt nye investeringer, der kan fremtidssikre resortet og bevare den nuværende position som attraktiv feriedestination i Nordjylland, lyder det fra bestyrelsesformand i Skallerup Seaside Resort Lars Klinkby.
Også belægningsprocenten udviklede sig i en positiv retning til samlet set 60 procent i 2021. Til sammenligning ligger landsgennemsnittet for lignende virksomheder på 29 procent.
- Til trods for nedlukninger i begyndelsen af året har vi formået at fastholde belægningsprocenten på et niveau, der kun ligger 4 procent under niveauet i 2019, som på mange måder kan betegnes som et rekordår for dansk turisme. Det er noget, vi er utroligt stolte over, forklarer Jørgen Høll.
Massive investeringer i nye oplevelser
Den positive udvikling får imidlertid ikke Skallerup Seaside Resort til at træde på bremsen. Feriecenteret kunne for nyligt løfte sløret for nye markante investeringer i 2022, der blandt andet omfatter udvidelse af resortets vandland og det populære spa- og velværeområde Romulus på i alt 1.130 indvendige kvadratmeter og 300 kvadratmeter udendørs opholdsområder.
Skallerup Seaside Resort kan blandt andet præsentere en splinterny tresporet vandrutsjebane samt to ekstra børnebassiner med et helt særligt vesterhavstema specielt til de mindste. Romulus udvider med blandt andet ekstra behandlerrum, nyt udendørsbassin, større omklædningsfaciliteter og floating-bassin.
- Det er helt afgørende, at vi hele tiden investerer i oplevelsesudbuddet, så det også i fremtiden bliver attraktivt at besøge Skallerup. Vi oplever allerede nu stor interesse for den kommende sæson fra danske såvel som udenlandske gæster, så vi er fulde af forhåbninger om fremtiden, slutter Jørgen Høll.
Om Skallerup Seaside Resort:
Skallerup Seaside Resort er et feriecenter med 292 ferieboliger og et centerområde med adgang til vandland, svømmehal, fitnesscenter, romersk bad, sportsfaciliteter, aktivitetsværksted og legeland, bowling, restauranter, supermarked og ridecenter mm. Resortet ligger fem kilometer nord for Lønstrup i skøn natur direkte ud til Vesterhavet og har eksisteret siden 1949. Skallerup Seaside Resort ejes af en fond og har ca. 200 medarbejdere. Læs mere på www.skallerup.dk
For yderligere oplysninger, kontakt venligst: